Januar
2011

Vedtægter for Slowfood Fyn

§ 1. Foreningens navn
Foreningens navn er Slow Food Convivium Fyn, og er en del af Slow Foods bevægelsens organisatoriske struktur.

§ 2. Foreningens formål

Foreningens formål er Slow Foods formål. Foreningen har til formål, at

værne om retten til nydelse, respekt for livets rytmer og harmoni med naturen
sætte fokus på emner der er forbundet med fødevarer med kulturel værdighed og velsmag
identificere fødevarer og produktionsmetoder, der er knyttet til et særligt geografisk område – med ønske om at bevare denne særlige diversitet – og fremme disse produkter
sammenkæde etik og nydelse ved at sætte fokus på forskellige smagsoplevelser, oprindelige fødevarer og deres produktion, småskala produktion og små producenter, bæredygtig produktion i fiskeri og landbruget
fremme biodiversiteten. Herunder opsamling af viden om truede planter, dyr og produkter som kan indgå i ”Arken” (Ark of taste), støtte den internationale biodiversitetspris, beskyttelse af plante og dyrearter, bevarelse af oprindelige produktionsmetoder mv.
undervise – drive lærende processer om gastronomi, smag, produktion og biodiversitet


§ 3 Generelle regler og opgaver

Foreningen følger de til enhver tid gældende regler og formål for Slow Food bevægelsen
Foreningen er et lokalt Convivium (afdeling) og har følgende opgaver:
at fremme Slow Food bevægelsens filosofi;
at udvikle foreningens organisatoriske synlighed, ved bl.a. at erhverve medlemmer;
at etablere relationer og samarbejde med offentlige instanser, gastronomiske sammenslutninger, producentorganisationer, foreninger eller sammenslutninger der værner om miljøet, skoler og uddannelsesinstitutioner, kommunikationsbureauer…. m.fl, der kan bidrage til udviklingen af bæredygtigt jordbrug og viden om fødevareproduktion;
at opretholde samarbejdende relationer til andre Convivia;
at tage initiativ til, og fremme aktiviteter der støtter bevægelsens internationale og nationale aktiviteter og projekter.


§ 4. Medlemskab

Som medlem optages alle personer som støtter foreningens formål. Der er mulighed for at optage personligt og/eller familiemedlemskab
Alle medlemmer af et Slow Food Convivium er automatisk medlem af Slow Food International
Alle medlemmer kan frit skifte medlemskab mellem Convivias. Meddelelse om skifte skal ske til begge convivias sekretærer eller kasserer
Anmodning om medlemskab stiles til foreningens kasserer eller sekretær. Når et medlem optages i foreningen, modtager vedkommende et eksemplar af vedtægterne, et medlemskort og andet relevant materiale fra Slow Food
Medlemmerne er underkastet foreningens vedtægter, således som de er udformet ved indmeldelsen, og således som de til enhver tid vil være det som følge af senere tilkommende ændringer og tilføjelser
Der skal foreligge en medlemsfortegnelse og være oprettet et medlemskartotek. Det er bestyrelsens opgave at sikre sig at Foreningen holder dette materiale a jour og i orden
Ophør af medlemskab kan ske ved manglende indbetaling af kontingent eller ved skriftlig henvendelse til kassereren. Indbetalt medlemskontingent refunderes ikke


§ 5. Anvendelse af Slow Food logoet

Navnet Slow Food og Slow Food logoet (en snegl) er et juridisk beskyttet varemærke. Slow Food International har autoriteten til at lade foreningen anvende varemærket Slow Food i henhold til gældende regler for anvendelse af Slow Food logoet
Foreningen skal til enhver tid følge Slow Foods regelsæt om anvendelse af Slow Food navnet og Slow Food logoet
Foreningen må kun anvende Slow Food navnet og logoet i forbindelse med foreningens officielle navn Slow Food Convivium Nordsjælland-København, og kun for fremme af initiativer for foreningen
Anvendelse af Slow Food navnet og logoet for personlige eller kommercielle grunde er særdeles forbudt
Autorisationen til at anvende navnet Slow Food og Slow Food logoet gives af Slow Food International til formanden. Formanden har ansvaret for at anvendelse sker efter gældende regler
Slow Food International kan til enhver tid fratage foreningen retten til at anvende Slow Food navn og logo, såfremt gældende regler ikke overholdes


§ 6. Hæftelse

For foreningens forpligtigelser hæfter alene foreningens formue. Foreningens medlemmer har intet personligt ansvar


§ 7. Tilvejebringelse af kapital

Kontingentet fastsættes af Slow Food International hvert år
Bestyrelsen har bemyndigelse til at ansøge om midler fra aktuelle sponsorer, fonde o.l.
Bestyrelsen har bemyndigelse til at anvende egenkapital til finansiering af aktiviteter som ligger indenfor foreningens formål


§ 8. Regnskab

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Første regnskabsår løber fra stiftelsen til 31. december
Kassereren fører regnskab i overensstemmelse med god regnskabsskik og fremlægger årsregnskab og beretning til generalforsamlingen. Årsregnskabet revideres af en på generalforsamlingen valgt revisor


§9. Generalforsamling

Generalforsamlingen er inde for rammerne af lovgivning og retspraksis Slow Food Convivium Nordsjælland- Københavns øverste myndighed
Den ordinære generalforsamling afholdes snarest efter regnskabets afslutning og skal finde sted inden maj måned hvert år
Stemmeberettigede er alle medlemmer med gyldigt medlemskab, der senest en måned forinden generalforsamlingens afholdelse er blevet indmeldt i foreningen. Familiemedlemskaber har to stemmer. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt
Forslag fra medlemmerne må for at blive behandlet være indgivet til formanden senest 4 uger før Generalforsamlingen. Forslag der indkommer senere, henvises til behandling under eventuelt
Dato, sted og tidspunkt for Generalforsamlingen meddeles på hjemmesiden og via e-mail senest 6 uger før afholdelse. Indkaldelse til generalforsamling, dagsorden og revideret regnskab skal udsendes senest 10 dage før afholdelse af Generalforsamlingen. Er der særlige forhold til behandling, skal der med dagsordenen følge en redegørelse for forslagenes indhold
Valg af ordstyrer og stemmetæller
Formandens beretning
Kassererens beretning
Fremlæggelse af foreningens reviderede regnskab med bestyrelsens forslag til det kommende års budget
Indkomne forslag
Forslag til aktiviteter i det kommende år
Valg af formand (mindst hvert 4 år, ulige år)
Valg af bestyrelsesmedlemmer (3 medlemmer i lige år og 2 i ulige år)
Valg af suppleant (hvert år)
Valg af revisor og revisorsuppleant (hvert år)
Eventuelt
Generalforsamlingen vælger selv sin ordstyrer. Bestyrelsen udpeger en person til at skrive referat fra generalforsamlingen. Generalforsamlingen vælger mindst hvert fjerde år sin formand
Afstemninger afgøres ved simpelt flertal. Afstemninger ved personvalg foregår altid skriftligt, med mindre, der kun er foreslået det antal kandidater, der skal vælges, medens øvrige afstemninger på generalforsamlingen kan foretages ved håndsoprækning, med mindre der forlanges skriftlig afstemning. Optælling af stemmer foretages af mindst to af forsamlingen valgte stemmetællere
Ved afstemning betragtes blanke og ugyldige stemmesedler som ikke afgivne
Under eventuelt kan behandles alt foreningen vedrørende, men der kan ikke træffes beslutninger
Referat fra generalforsamlingen underskrives af ordstyrer og referent


§ 10. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst en 1/3 del af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for formanden. Generalforsamlingen afholdes senest 4 uger efter modtagelsen af anmodningen
Indkaldelsen sker skriftlig med to ugers varsel med angivelse af motiveret dagsorden. Der skal forløbe mindst 14 dage mellem to generalforsamlinger


§ 11. Bestyrelsen

Formanden og bestyrelsen vælges på den ordinære generalforsamling og består af formanden og 5 medlemmer samt en suppleant. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen. Formanden vælges for en 4 årig periode. Formanden kan vælge at gå på valg hvert 2 år
Formanden og bestyrelsesmedlemmer kan maksimalt sidde i bestyrelsen i 3 sammenhængende valgperioder. Såfremt at et flertal af de betalende medlemmer beslutter det, kan formand og bestyrelsesmedlemmer sidde i fire sammenhængende valgperioder
Hvis et bestyrelsesmedlem udtræder i perioden mellem generalforsamlingerne, indtræder suppleanten frem til førstkommende generalforsamling, hvor nyvalg finder sted
Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med Slow Foods regelsæt, gældende lovgivning, nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger
Bestyrelsen vælger næstformand, kasserer og sekretær
Formanden sammenkalder bestyrelsen, leder dens forhandlinger og drager omsorg for, at der føres protokol over bestyrelsens beslutninger. Formanden repræsenterer foreningen udadtil
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede. Afstemninger afgøres ved almindelig stemmeflertal (flest stemmer). I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende
Flertallet af bestyrelsen kan forlange, at der afholdes bestyrelsesmøde senest i løbet af 14 dage, efter at man skriftligt har anmodet formanden herom.


§ 12 Vedtægtsændringer

Ændringer og tilføjelser til vedtægterne kræver, at mindst to tredjedele af de afgivne gyldige stemmer er afgivet for forslagene samt at de ønskede ændringer er i overensstemmelse med Slow Foods regelsæt.


§ 13 Opløsning

Foreningen kan opløses, når dette besluttes af to hinanden følgende generalforsamlinger med mindst to og højest fire ugers mellemrum, således at to tredjedele af de på hver generalforsamling afgivne gyldige stemmer afgives for opløsning
Til generalforsamlingerne om foreningens opløsning skal der sendes skriftlig indkaldelse til alle foreningens medlemmer som anbefalet brev
Foreningen opløses automatisk af Slow Food International, når der er under 20 medlemmer, og der afholdes mindre end 3 aktiviteter om året







1