»Borgmesteren? Han sidder oppe i pæretræet«
Stå til søs i Sundet og Højesteneløbet med Arnold fra Mærsk her.
Af Bjarne Bekker
PÅ DE TIDER var der også vældig gang i Borgerforeningen. Men forestillingerne opførtes fremme på scenen og ikke bag tæppet blandt håndplukkede jakkesæt fra det pæne borgerskab. Hukommelsen var ligeledes bedre dengang, det var før. Havde nogen lovet et flot, rundt beløb til Borgerforeningen, faldt skillingerne, så både Guldsalen og alle de andre lokaler kunne vedligeholdes. Det var ikke nok at love en million for at få sit firmanavn i avisen og glorien pudset.
Købstaden summede af aktivitet fra havnens købmandsgårde, og ved vintertide, når søens folk var hjemme og oplagt i læ bag hustruerne, var der rigtig gang i Borgerforeningen, thi det var her, de store søslag blev slået mens is og storm gjorde verdenshavet uinteressant.
De årlige revyer i Prinds Valdemar Foreningen kappedes med Rottefælden om borgerskabets gunst. Prægtige syngestykker, opført blandt kulisser, fabrikeret af århundredets navnkundige skiltemester Niels Otto Fredholm, satte staden på den anden ende i adskillige uger før, under og efter vinterrevyen. Når det gode skib »Prinds Valdemar« lå sejlklar i Guldsalen, rigget med yndige matrospiger, havguder og gudinder, var det Niels Otto Fredholm, der var kreatør og bygmester. Skibet var fuldt af finurligheder, udtænkt og udført af NOFFI, som skiltemesteren hed blandt venner.
NOFFI' var en af de håndværksmestre, der tilbragte en god del af døgnets timer på købstadens tre parlamenter – Sundet, Bowleren og Plydsen – og den højt begavede humorist og livskunstner levede på tålt ophold i hjemmet på Søkildevej hos den vagtsomme frue.
- Asken, Niels Otto. Asken Niels Otto. Asken...
Når Fredholm forhalede fra bord 41 på Plydsen, tog han rygevanerne med hjem. Men fruen satte ikke pris på Fredholms evne til sødt slumrende at holde en cigaret så roligt i hånden, at den kunne brænde helt ud, mens asken lagde sig i en stak på gulvet, på bordet eller i uheldige tilfælde opløstes i eget ølglas.
I Plydslivets stjernestunder kunne NOF vågne op af en tiltrængt lur i Louis Zeise-salen, hvor købstadens ordkløvere fra de fire dagbladsredaktioner diskuterede kulturradikalisme på et meget højt, intellektuelt niveau. Sagde de.
- Der er ingen respekt for det, der gøres med hånden, replicerede en nys vågen skiltemalermester. For at understrege udsagnets alvor, stak han begge hænder demonstrativt i den engang så hvide malerkittel og løftede de udspilede lommer i pistol- og bordhøjde. En rutinehandling, der skulle understrege ordenes vægt om håndens arbejde.
- Hvem Fanden har listet en spegesild i min lomme mens jeg sov, råbte Fredholm i påtaget vrede mens han svingede den døde sild over ordkløverne.
KØBSTADENS længst siddende socialdemokratiske borgmester, Svend Aage Andersen, var nær ven af skiltemesteren, der fabrikerede såvel Socialdemokratiets som borgmesterens personlige valgplakater. Svend Aage betroede engang en sluttet kreds, at han holdt så meget af Fredholm, at han for at kvittere for fagligt flot arbejde, stemte personligt og radikalt på skiltemalermesteren!
- Det véd jeg, sagde NOFFI stolt, og tilføjede, at hvis ikke han var så beskedent et menneske, kunne han ha' selv ha' fordoblet stemmetallet!
Poul Fredholm, der skabte det unikke museum i Bregninge Bakker, var som sin lillebror en kreativ og lun rad, der i samspil med NOFFI og borgmesteren håndterede den lokale presse virtuost, hvilket skete med lige dele smiger, æggekage, øl og brændevin. Ved sæsonstarten i museet havde NOFFI kreeret fyndord og hyldesttaler til museet mens Poul Fredholm fremviste Grev Sparres sidste elskovsseng og Elvira Madigans strømpebånd.
Svend Aage Andersen, der var Svendborg Bryghus en god bestyrelsesformand, havde altid mindst to af ølguden Gambrinus' lokale salgsdisciple med til premierer i Rottefælden, Bregninge Bakker og i Borgerforeningen.
I nyere tid, hvor købstaden har haft flere af partiets mest siddende borgmestre placeret i Det røde Palæ i Viggo Rams Herred, kommer tanken i hu om en borgmesterlig invitation til privaten i Valdemarsgade. Det var den gang i 1969, hvor en ung journalist bankede på døren:
- Jeg er den nye journalist på avisen. Borgmesteren har inviteret hjem i havestuen til en snak om livet på øerne og en kommende slukningsmanøvre i Øhavet.
- Kom bare ind, unge mand. Nu skal jeg hente Svend Aage. Borgmesteren sidder oppe i pæretræet.
DET PRÆGTIGE SYN hænger stadig på livets indre billedgalleri – borgmesteren omgivet af lystige klokketoner, højt til vejrs i færd med at binde årets første pærer ned i et mylder af mælkeflasker.
Jovist! Der er mere mellem himmel og jord end så mange andre steder. Og hen over vinteren, når Brøndum havde trukket smagen ud af pærerne, var det en gudedrik for småtrolde.
