2011
»Containersalg - til eventyrlige priser«
Autentiske reportagefilm 30. maj 1975, da Sigon faldt og tusinder flygtede fra Danang. Her.
Af Bjarne Bekker
CONTAINERSALG. Ordet ligger ikke godt på tungen. Når jeg støder på det, knækker filmen, og syv par tomme, fortvivlede øjne stirrer op fra bunden af en lille, rusten container. Det er moderen med en halvnøgen baby på armen. En anden mor, der trøstende holder datteren på containerbunden i hånden. Det er den tredie mor, der stirrer, med et ansigt så fyldt af fortvivlelse, at man får gåsehud. Og så er der pigen, hængende i begge arme, henslængt i hjørnet af containeren.
»Pigen i den røde kjole« kalder jeg min indre film fra Det sydkinesiske Hav. Når den dukker op, overtoner den fjernsynets billeder fra dette århundredes flygtningetragedier. Og når en dagbladsannonce tilbyder containersalg, er øjnene fra havet der igen, søgende op fra elendigheden i stålkassen.
Containersalg, halv pris!
Containersalg, alt skal væk!
Containersalg, eventyrlige priser!
EVENTYRERNES KLUB i København var i sidste uge ramme om en markant kollegas 90 års fødselsdag. Globetrotteren og journalisten Jens Bjerre havde inviteret til reception i den hyggelige hule i Nyhavn. Lokalerne emmer af svundne tiders bedrifter før den globale landsby blev opfundet, opdaget og optaget i Google Earth! Da jeg kom ind, stod der to mænd med tomme øjne lissom hende, der vil være statsminister. De havde sorte kabler op til de sorte minihøjttalere i ørerne. De var klædt i en anonym og pæn sort habit. Da jeg skulle forbi dem, gennem en snæver passage, for at komme ind til buffet'en ved det enorme, runde beretterbord, ramte min venstre albue næsten helt tilfældigt en bule ved armhulen.
- Hov-hov, sagde den bevæbnede Habit. Pas nu på, makker!
MENS JEG FUNDEREDE over, hvorfor man i Eventyrernes Klub er blevet så bange, at der skal to bevæbnede vagter til et passe på Jens Bjerres store kolde bord, øjnede jeg forklaringen. Hun stod dér op ad væggen, professionelt smilende og sagde »Daw Du«, som kunne hun huske, at jeg engang interviewede hende i et sommerhus ude ved Helnæs.
- Daw Du, kvitterede jeg høfligt, satte mig ved et bord og tænkte højt: »Hun er sgu da ikke medlem af Eventyrernes Klub«.
Min gamle kollega, Palle fra Radioavisen, spurgte hvorfor jeg sad og grinede så indforstået. Men da jeg jo er et forholdsvis pænt menneske, nøjedes jeg med at tænke på dengang i ved Helnæs, hvor pressefotograf Carsten Reenberg skulle forevige interviewofferet.
- Syyyeee-hiiiittt, sagde han absolut lydeligt, og sugede mundvandet helt ned i mavens fjerneste krog, da hende, der nu stod ovre ved væggen, brugte det ældgamle trick. Det dér med at knappe to-tre knapper op og flytte lidt rundt på blusens indhold for at synliggøre det til ære for fotografen, læserne – og firservælgerne.
- Er hun medlem her, spurgte jeg forsigtigt, min bordfælle med næver, statur, læderhud og -hat som Crocodile Dundy.
- Hun er kun gæst, lød det ud mellem græsk feta, sydafrikansk vin og henkogte Dundy-minder fra Påskeøen eller Snøde Udflytter:
- Hulen er for eventyrere ikke for politiske eventyrere!
PIA KJÆRSGAARD forhalede fluks, hun var fotograferet sammen med Jens Bjerre, og blev eskorteret ud i Nyhavn med en sort habit både foran og agter. Da kysten var klar og skuden lettet, så kaffe og cognac kunne nydes uden skulderhylstre, lovede Jens Bjerre og flere af Skipper Frohns eventyrvenner at komme til Skarø til sommer, når vi indvier Skippers Stuer.
- Det er snart 50 år, siden jeg filmede i Svendborgsund og på Kogtved Søfartsskole, betroede den 90-årige sine bordfæller.
Jens Bjerre og Arvid Klèmensen skulle forevige »Noona Dan«s rejse ud til de såkaldt hvide pletter i Stillehavet. Den videnskabelige ekspedition opsøgte i to år områder i Polynesien, der endnu ikke var inficeret af hvide mænd og slet ikke af politiske eventyrere.
OMKRING BERETTERBORDET spurgte eventyrerne ivrigt til »Noona Dan«, til Rederiet Lauritzen, til »Fulton« og til Svendborg. Snakken gik om de vilde vover i oceanerne og de vilde på Solomonøerne. Om de vilde i Afrika samt de vilde på Nørrebro og i Gjellerupparken.
- Hvad med Svendborg? Har I ingen problemer med de dérsens...?
- Det læser vi jo aldrig noget om, tilføjede Crocodile Dundy undrende.
Så var den dér igen. Filmen med containeren og pigen i den røde kjole.
Eventyrerne fik Kjolens livshistorie, men også forklaringen på, hvorfor Svendborg er et rart, multikulturelt samfund.
- Fordi, sagde jeg – fordi søfolk i otte århundreder har bragt mennesker og mentaliteter fra alverdens lande ind over kajer og bolværk og blandet blod, sved, mundvand og sådan noget....
KAN DU, KÆRE LÆSER, forestille dig Svendborg uden tyrkiske grønthandlere, pizzeriaer og delikatessebutikker? Uden vietnamesiske, kinesiske, marokkanske, indiske, italienske og srilankanske restauranter! Kan du forestille dig en by, alene med ensartede kædebutikker som i mange andre byer?
Svendborgs gader er et prægtigt, babylonisk mylder af danske og udenlandsk inspirerede specialforretninger med hjertelige mennesker fra alverdens lande bag disk og køkken.
Som pigen fra containeren i 1983 – hende, du kan møde i næste uge: Pigen i den røde kjole...
