2011
Evighedens Øhav - når færgerne sætter flaget på halv
Med Rutebil på Afveje til Careless Love på »Arrebo« - her.
Af Bjarne Bekker
NÅR SLÆGT FØLGER slægters gang i Det sydfynske Øhav mobiliseres tilværelsens smukkeste traditioner. Håndteringen af stærke følelser er lagt i øboernes genetiske overskudslagre. Få steder i landet er afskeden både så uendelig smuk og samtidig så hjertegribende, som når slægtninge sendes ud på den sidste rejse. Ud i kimingen på Evighedens Øhav.
Uanset køn og alder, rang og stand fungerer øsamfundenes sociale netværk. Man kærer sig om hinanden og udfører uden nogen opfordring små og store praktiske gøremål. Dem, der binder en kærlig sløjfe af omsorg om mennesker, der har det sværest når et liv slutter.
- Du blotter hovedet og går op mod vinden, når færgen sejler med flaget på halv, sagde min gamle ven, Øhavets Maler, Povl Jespersen fra Drejø engang vi sad i hans båd på sølvbryllupsodyssé fra Skårupøre til Drejø.
Samme Povl havde vækket os med salutkanonen, der blandede sig med lyden af lystig messingsuppe. Povls iagttagelser gennem sine fire snese år i øhavet er en guldgrube.
MENS VI TORSDAG SAD ved morgenbordet i Ærøskøbing Havn i min gamle skøjte, »Havanna«, stod en matros i agterenden af Ærøfærgen. Den var just ankommet fra Svendborg med en last forventningsfulde turister. Splitflaget lod sig kærtegne af sommervinden og pegede over mod Dejrø med både for svaj. Fra en af dem hakkede vestenvinden tonerne fra en trompet i små, men genkendelige strofer. Reveillen hilste en ny dag forsinket velkommen, thi solen havde længe hængt over Ommel log Kleven ude bag den hvide kalkovn.
REVEILLEN blev fluks til en imaginær retræte, da blikket fulgte strømmen af forventningsfulde turister: Bag færgens spærrelinjer ved opmarchbåsene holdt en rustvogn med en ærøbo, der skulle på sin sidste rejse til Svendborg. Årtier for tidligt! Slægtninge og venner stod tæt i flok. Med forstenede ansigter ventede de en halv snes lange minutter mens bovporten lukkede glade mennesker ud af gabet.
Kontrasten var stærk, og ikke mindst da matrosen i langsomme bevægelser lod færgens Dannebrog gå på halv.
Gribende smukt, men følelsesstærkt var det, da rustvognen næsten andagtsfuldt tyst listede hen over ordene Ærøskøbing. Følget blev bag bogstaverne med »Arrebo« i baggrunden og gav »Ritter« et alt for tidligt farvel til et liv, hun et helt år havde kæmpet for at bevare. Men den glade, humorsprudlende servitrice tabte kampen om livet.
MENS FÆRGEN med flaget på halv stang krydsede ud mellem snesevis af lystsejlere og gamle træskibe på vej fra Marstal til Faaborg, dukkede et andet billede af øhavets traditioner med bevis på stærke gener op på det indre billedgalleri. En anden sidste rejse, hvor den døde ikke skulle bort fra hjemmet til kremering, men vendte med færgen fra Svendborg Sygehus hjem til jordfæstelse på Skarø.
Også dengang skabte venner og familie et trofast følge fra brohovedet til kirken på den anden ende af øen. Billedet fik jeg engang i 70'erne, uden at vide, at gårdejeren på fladvognen bag sin hest i 1932 byggede »Vestergaard« – hvor jeg etablerer »Øhavssamlingerne« og »Skippers Stuer«.
EFTERSKRIFT: Skæbnens veje er uransagelige: Mens jeg lørdag aften skrev denne klumme, døde Povl Jespersen natten til søndag. Og skal i dag, onsdag den 2. august, selv ud på sin sidste sørejse. Fra Svendborg til Drejø og tilbage igen til krematoriet på Assistens Kirkegaard.
