»Det glemte komma i Svendborgs historie«
Af Bjarne Bekker
SUNDBROENS og færgernes travle trafikanter aner næppe øens eksistens, og alligevel har den - som mangen ærbar kvinde - en ukendt fortid.
I det seneste århundrede har øens været i Wiggers-dynastiets eje. Før den tid fæstedes Holm af Valdemar Rasmussen på Bukkehave Mølle og i den periode var H. C. Andersen hyppig gæst hos landadelen på Langeland og Sydfyn. Den 4. august 1830 var digteren på spadseretur langs Svendborgsund:
»Man seer Færgestedet; midt i Vandet stod et Riis, som Vartegn. Gik til Klosterhaven; En gammel Kone sad under Æbletræet og læste i Psalmebogen.
St. Jørgens Gaard er grundlagt af Gustav Vasas Tante Anna Rønnow, som boede paa Hvidkilde.
Klosterhavens Spids er det sydligste Punkt af Byen. Mod Svendborg vise Skibene sig først, som de giede paa Land, det er bag en Arm af Thorseng, som her er med guul Kornager.
Til den anden Side tæt ved, ligger med røde Skorstene Fiskerleiet »Strandhuse«. Iholm er en lille Holm midt i Sundet, hvor i gammel Tid skal have været Jagt«.
MENS KOLERAEN HÆRGEDE i 1853, var arbejdere fra Thorseng Teglværk sejlet ud fra Bukkehave Mølle for at nye sensommeren, den klare septemberluft - og formentlig velforsynede madkurve med tidens billige brændevin.
Iholm var et yndet mål for søværts endagsudflugter, og der var lagt op til en rigtig herretur. Men dagen skulle give stof til en århundredlang eftersøgning, der først sluttede definitivt i tre hektiske junidage i 1938.
Under besøget på Iholm blev en af teglværksarbejderne optaget af et muldvarpeskud midt på øen. Septembersolen blinkede til ham fra muldvarpehullet. Det var en blank sølvmønt.
Tilskyndet af fundet søgte selskabet videre i muldvarpegangen og fandt 14 sølvmønter. Om det var brændevinen eller frygten for det ukendte, der havde taget bolig i teglværksarbejderne, fremgår ikke af efterladte skildringer. Men koleraen hærgede og krævede tusinder af dødsfald i Danmark.
I almuens overtro indgik en forestilling om, at såfremt man beholdt penge, der var gravet op af jorden, ville ulykker og kolera hjemsøge finderen. Derfor blev de 14 mønter omgående lagt tilbage til muldvarpen, og søndagsudflugten sluttede med, at finderne grundigt vaskede deres hænder i havet, inden hjemturen til Taasinge.
SELVOM teglværksarbejderne lovede hverandre ikke at omtale det mystiske fund på Iholm, var det umuligt at holde tæt om skatten, og en dag kom fundet teglværksejer Laurits Møller for øre. Han kontaktede øens fæster, Valdemar Rasmussen på Bukkehave Mølle, og sammen drog de til Iholm med en håndfuld betroede mænd. Deriblandt den arbejder, der havde gjort fundet i muldvarpeskuddet.
I et område på en snes kvadratmeter på øens højeste punkt fandt man, kun et spadestik nede i jorden en betydelig mængde sølvbarrestykker, sølvmønter, sølvsmykker, armbånd og ringe, og de følgende dage fremdrog holdet ikke mindre end 450 sølvmønter.
Mønterne havde været gemt i en læderpung med inskriptioner i guld.
Nyheden om de opsigtsvækkende og mystiske fund på Iholm gik som en løbeild over landet. Af mønternes alder kunne kendere fastslå, at nedgravningen var sket i vinkingetiden. Lå her en vikingekonge begravet? Gemte Iholm andre spændende skatte? Måske af det pureste guld?
Det blev sidenhen videnskabeligt dokumenteret, at skatten stammede fra Sven Tveskægs regeringstid, 984 til 1014.
